Shopify er en hostet platform til at bygge og drive webshops. Hostet betyder, at Shopify selv står for serveren, sikkerheden, opdateringerne og betalingsinfrastrukturen. Du betaler et fast abonnement og koncentrerer dig om produkter, indhold og salg i stedet for om drift.

Det er den største forskel på Shopify og en løsning, du selv skal hoste: du lejer en platform, der altid er opdateret, frem for at eje en, du selv skal vedligeholde.

Hvad får du med i Shopify?

Alt det, en webshop ikke kan undvære, er bygget ind fra start:

  • Produkter, varianter og lagerstyring
  • Kurv og checkout, som Shopify selv vedligeholder og optimerer
  • Betaling gennem Shopify Payments eller andre udbydere
  • Hosting, SSL og sikkerhedsopdateringer
  • Ordrehåndtering, kunder og rabatkoder
  • Rapporter over salg og adfærd

Checkout er værd at fremhæve. Det er det sted i en webshop, hvor flest handler går tabt, og det er også det sted, Shopify bruger flest ressourcer på at forbedre. Du arver det arbejde uden at skulle lave det selv.

Temaer: shoppens udseende

Et Shopify tema styrer design og opbygning. Der findes gratis temaer fra Shopify selv, betalte temaer fra tredjeparter, og skræddersyede temaer, der bliver bygget til et bestemt brand.

Et færdigt tema er hurtigt at komme i gang med. Ulempen er den samme som på alle platforme: butikken kommer til at ligne mange andre butikker, og de fleste temaer indeholder langt flere funktioner, end en enkelt butik bruger.

Et skræddersyet tema koster mere at bygge, men giver et udtryk, der er dit, og en kodebase uden alt det, du ikke har brug for. For et brand, hvor præsentationen er en del af produktet, er det ofte forskellen på at kunne tage en ordentlig pris og ikke kunne.

Apps: ekstra funktioner

Apps tilføjer funktioner, Shopify ikke har som standard. Anmeldelser, abonnementer, bundles, avanceret søgning, fragtregler.

Der gælder den samme regel som for plugins på andre platforme: hver app er kode fra en tredjepart, der loades i din butik. Mange apps betyder flere abonnementer, flere steder noget kan gå galt, og som regel en langsommere shop. Vælg få, og vælg dem bevidst.

Hvad Shopify er god til

  • Drift uden hovedpine. Ingen serveropdateringer, ingen sikkerhedspatches, ingen nedbrud fordi et plugin ikke er opdateret.
  • Checkout i verdensklasse. Den vigtigste del af butikken bliver forbedret løbende uden din indsats.
  • Skalering. Platformen håndterer en udsalgsdag eller en lancering uden at falde om.
  • Hurtig opstart. En simpel butik kan være i luften på kort tid.
  • Betaling er løst. Også det kedelige omkring sikkerhed og compliance.

Hvor grænserne går

Shopify er en ramme, og en ramme har kanter.

Du lejer platformen. Abonnementet løber, så længe butikken eksisterer, og du kan ikke flytte butikken til en anden platform uden et reelt projekt.

Der er ting, du ikke kan ændre. Visse dele af flowet er Shopifys, ikke dine. For de fleste butikker er det en fordel. For meget specielle forretningsmodeller kan det være en begrænsning.

Apps koster løbende. Fem apps til et mindre beløb hver bliver til en fast månedlig udgift, der sjældent bliver gennemgået igen.

Indholdstunge sites er ikke platformens styrke. Skal du bruge hundredvis af artikler og en kompleks informationsstruktur, er Shopify ikke det oplagte valg.

Hvem passer Shopify til?

Shopify giver mest mening, hvis du sælger fysiske eller digitale produkter, gerne vil bruge din tid på salg frem for på drift, og har brug for en butik, der kan vokse uden at skulle bygges om.

Skal sitet derimod primært formidle ydelser, viden eller et stort indholdsunivers, er en løsning i WordPress som regel bedre. Står du mellem de to platforme til en webshop, har vi skrevet om det i Shopify eller WooCommerce.

To eksempler fra virkeligheden

For Nalia CPH var opgaven at få salonens faglighed ind i butikken: guidning, stærkere produktsider og mersalg, der giver mening. Efter ombygningen steg konverteringsraten 67 %, og antallet af ordrer steg 115 %.

For InkSaloon var udfordringen en anden. Produkterne skal konfigureres af kunden med form, papir, størrelse og navneflet. Da det valg blev bygget ind i produktsiden, faldt antallet af supporthenvendelser om personalisering 41 %, mens ordreværdien steg 38 %.

Begge dele er bygget i Shopify. Platformen løste betalingen. Arbejdet lå i at gøre produkterne forståelige.

Kom godt i gang

  1. Beslut, hvad der reelt skal sælges, og hvordan produkterne hænger sammen
  2. Vælg tema ud fra, hvordan produkterne skal præsenteres, ikke ud fra forsidebilledet
  3. Sæt kun de apps op, du har en konkret grund til at bruge
  4. Byg produktsiderne omhyggeligt, for det er der, salget afgøres
  5. Test hele købsflowet på en telefon, inden du åbner

Vi bygger og bygger om i Shopify, og den løbende del klarer vi gennem Shopify Support. Overvejer I en ny butik eller en ombygning af den, I har, så få en gratis webanalyse.